© Jacob Hilden Winsløw: Narreskibet

Jacob Hilden Winsløw:

Narreskibet

Stofmisbrugeren indtager en særegen stilling i det danske samfund. Han befinder sig på én og samme tid i det inderste centrum og på dets yderste periferi. Som central myte garanterer han gyldigheden af hverdagsbevidsthedens modsætningspar: fornuft-drift, os-de andre, menneskelig-dyrisk, god-ond. Men som borger befinder han sig på et punkt på den yderste periferi, hvor de iøvrigt gældende principper om retssikkerhed er ophævet, og hvortil velstandssamfundets materielle sikkerhedsnet ikke strækker sig. I Narreskibet fortælles historien om, hvorledes stofmisbrugeren er havnet i denne dobbeltposition. Bogen besvarer spørgsmål som:

  • Hvor euforiserende er "euforiserende" stoffer?
  • Hvor skadeligt er heroin og andre opiater?
  • Hvilke organisatoriske interesser står bag opkomsten af stofmisbrugsproblemet?
  • Hvilken sammenhæng er der mellem spredningen af hashrygning i den normale ungdomskultur og dannelsen af en egentlig stofmisbrugersubkultur?
  • Hvor krimineller er opiatmisbrugerne - og hvor opiat-brugende er de i virkeligheden?
  • Er det stofmisbruget eller forbudet mod opiatbrug, som er den virkelige årsag til den høje dødelighed og udbredte elendighed blandt stofmisbrugerne?

I besvarelsen af disse spørgsmål præsenterer bogen et sammenhængende modbillede til det officielle billede af stofmisbrugsproblemet. I den efterfølgende kritik af de etablerede behandlingssystemer - det lægelige og det socialpædagogiske - anvendes dette modbillede til at vise, hvorfor den offentlige behandlingsindsats over de sidste 15 år måtte slå fejl. I bogens sidste kapitel argumenteres for en radikal tilbagevenden til det frivillighedsprincip inden for stofmisbrugerbehandlingen, som altid er blevet hævdet officielt, men som aldrig er blevet praktiseret.

Narreskibet blev udgivet i 1984 af forlaget SocPol.

Copyright 1984: Jacob Hilden Winsløw.
Copyright på forsidetegning 1984: Per Marquard Otzen.